Hvem daterede Caroline Mathilde?

Caroline Mathilde (engelsk: Caroline Matilda; født 22. juli 1751 på Leicester House, London, død 10. maj 1775 i Celle, Hannover) var en britisk prinsesse af Hannoverslægten og dronning af Danmark og Norge fra 1766 til 1772. Hun var datter af Frederik Ludvig, prins af Wales, og søster til George 3. af Storbritannien. I 1766 blev hun gift med sin fætter, kong Christian 7. af Danmark og Norge, og i 1768 fødte hun sønnen Frederik, den senere Frederik 6.

Caroline Mathildes ægteskab og tid som dronning blev præget af Christian 7.s sindslidelse og som følge heraf kom hun til at leve relativt isoleret fra det danske hof. I 1769 førte kongen Johann Friedrich Struensee til hoffet som sin og dronningens livlæge, og der udviklede sig snart et kærlighedsforhold mellem Caroline Mathilde og Struensee. Forholdet vakte stor forargelse ved hoffet og uden for det, samtidig med at Struensee fra 1770 til 1772 blev den egentlige magthaver i Danmark. Ved kuppet mod Struensee den 17. januar 1772 blev Caroline Mathilde arresteret og ført til Kronborg, anklaget for ægteskabsbrud, skilt fra sine to børn, og ægteskabet med Christian 7. blev ophævet i april samme år. Efter pres fra britisk side blev hun forvist fra Danmark og ført til slottet i Celle, hvor hun levede adskilt fra sine børn indtil sin tidlige død som 23-årig i 1775, forårsaget af en smitsom febersygdom.

"Struensee" omdirigeres hertil. For andre medlemmer af slægten, se Struensee (slægt).

Johann Friedrich Struensee (født 5. august 1737 i Halle i Kongeriget Preussen, død 28. april 1772 i København) var en preussisk læge og politiker. I 1758 blev han stadslæge i Altona, hvor han ti år senere mødte kong Christian 7. Struensee fulgte den enevældige konge som læge på hans udlandsrejse 1767-68. Christian 7. var så tilfreds med Struensees indsats, at han fulgte kongen tilbage til København, hvor han kort efter hjemkomsten blev udnævnt til kongens livlæge. Struensee udviklede efterhånden et fortroligt forhold til dronning Caroline Mathilde – et forhold der førte til, at han fra 1770 blev dronningens elsker.

Da dronning Caroline Mathilde i 1771 fødte datteren Louise Augusta, var den folkelige forargelse stor. Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn la petite Struensee, selv om Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev blandt andre mor til prinsesse Caroline Amalie, der gennem sit ægteskab med kong Christian 8. endte som dronning af Danmark.

Gennem sin indflydelse på kongen og sit forhold til dronningen skaffede Struensee sig med tiden en ganske anseelig politisk magt. I løbet af et års tid fik han afskediget de gamle konseilsministre, erstattede konseillet med et kabinetsstyre og udnævnte sig selv til greve og gehejmekabinetsminister med magt til på egen hånd at udstede kabinetsordrer. De skulle blot senere forelægges til godkendelse hos kongen. På mindre end halvandet år udsendte Struensee omkring 2.000 kabinetsordrer: offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes etc. En lang række af disse kabinetsordrer var ændringer og reformer, der var præget af oplysningstidens tanker: pressefrihed, afskaffelse af tortur inden for retsvæsenet, bedre forhold for fæstebønder, afskaffelse af mange privilegier osv.

Tiden var tilsyneladende endnu ikke moden til så omfattende forandringer, så Struensees reformiver og hans intime forhold til dronningen skaffede ham hurtigt mange fjender i især adelige og militære kredse. Ved et paladskup på Christiansborg Slot den 17. januar 1772, natten efter et maskebal i hofteatret, blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret. I spidsen for kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.s anden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik. De havde fået en skrækslagen Christian 7. til at underskrive arrestordren. Struensee og Brandt blev sat i fængsel i Kastellet og dronning Caroline Mathilde på Kronborg Slot. Der blev nedsat en ekstraordinær domstol over dem. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.

Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april 1772 for at overvære dommens eksekvering. Ved Struensee og Brandts henrettelse huggede bødlen først deres højre hånd af, og holdt kort tid efter de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage. Man ville også gerne have henrettet Caroline Mathilde, men da hendes broder, den engelske konge Georg 3., raslede med sablen, blev hun i stedet afhentet af en engelsk fregat og deporteret til slottet i Celle i kurfyrstendømmet Hannover uden sine børn. Hun så hverken tronarvingen Frederik eller Louise Augusta siden. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775 kun 23 år gammel og blev bisat i St. Marienkirche i Celle. Kongen kommenterede nyheden om dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.