Hvem daterede Frederik 2. (Tysk-romerske rige)?

For alternative betydninger, se Frederik 2. (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frederik 2.)

Frederik 2. (26. december 1194 – 13. december 1250), var en af de mest betydningsfulde tysk-romerske kejsere i Middelalderen, og han tilhørte slægten Hohenstaufen. Hans politiske og kulturelle ambitioner var enorme, og de strakte sig fra hans residens på Sicilien op gennem Italien til Tyskland og helt til Jerusalem. Frederik skabte sig mange fjender, især de skiftende paver, og hans kejserslægt mistede magten få år efter hans død. Historikerne finder typisk superlativerne frem, når de beskriver ham, for eksempel professor Detwiler:

Han opfattede sig som en direkte efterfølger af antikkens romerske kejsere, gjorde krav på titlen som romersk konge (konge af Tyskland) fra sin kroning i 1212, og ved en ny kroning i 1215 var der ikke længere en modkonge. Fra 1220 var han officielt kronet som tysk-romersk kejser. Allerede som treårig var han blevet udråbt som konge af Sicilien, med moderen Constanza som regent. Fra 1225 til 1228 havde han desuden titlen som konge af Jerusalem i kraft af sit ægteskab med Yolanda og sin deltagelse i det sjette korstog.

Han var jævnligt i krig med pavedømmet, idet paverne følte sig klemt inde mellem Frederiks besiddelser i Norditalien og kongeriget Sicilien. Han blev ekskommunikeret fire gange og blev ofte nedsættende omtalt i både samtidens pro-pavelige krøniker og i senere beskrivelser. Pave Gregor 9. gik så vidt som at omtale ham som Antikrist.

Frederik kunne begå sig på seks forskellige sprog (latin, siciliansk, tysk, fransk, græsk og arabisk) og han var en usædvanlig aktiv støtte for videnskab og kunst. Han havde en vigtig rolle i udbredelsen af litteratur gennem den sicilianske skole for digtning. Fra omkring 1220 til hans død var hoffet i Palermo hjemsted for den første litterære anvendelse af et romansk sprog i form af siciliansk. Den poesi, der udgik fra skolen, havde væsentlig indflydelse på litteraturen og på det, der senere blev det moderne italienske sprog. Skolen og dens poesi blev hyldet af Dante og hans samtidige, og der gik mere end hundrede år, før toscansk blev det førende litterære sprog i Italien.

Efter hans død gik der kun få år, før hele hans slægt var uddød, og huset Hohenstaufen ophørte med at eksistere.

Adelaide di Urslingen, nome italianizzato di Alayta von Urslingen Marano (1200 circa – 1267), è stata la prima amante di Federico II di Svevia e la madre di Enzo di Sardegna, Caterina da Marano, ed Emma Ventimiglia.

Bianca Lancia d'Agliano (also called Beatrice, c. 1210 – c. 1248), was an Italian noblewoman. She was the mistress and later, possibly the last wife of the Hohenstaufen emperor Frederick II. The marriage was conducted while she was on her deathbed, therefore it was considered non-canonical.