Hvem daterede Marie Cantacuzène?

Marie Cantacuzène (20 July 1820 – 29 August 1898) was a Romanian princess and painter's model, and wife of the painter Pierre Puvis de Chavannes.

Théodore Chassériau (French pronunciation: [teɔdɔʁ ʃaseʁjo]; Spanish: Teodoro Chasseriau; September 20, 1819 – October 8, 1856) was a Dominican-born French Romantic painter noted for his portraits, historical and religious paintings, allegorical murals, and Orientalist images inspired by his travels to Algeria. Early in his career he painted in a Neoclassical style close to that of his teacher Jean-Auguste-Dominique Ingres, but in his later works he was strongly influenced by the Romantic style of Eugène Delacroix. He was a prolific draftsman, and made a suite of prints to illustrate Shakespeare's Othello. The portrait he painted at the age of 15 of Prosper Marilhat makes Chassériau the youngest painter exhibited at the Louvre museum.

Pierre Cécile Puvis de Chavannes (14. december 1824 i Lyon - 24. oktober 1898 i Paris) var en fransk maler.

I Puvis de Chavannes’ fødeby er det dekorative monumentalmaleri, der skulle blive kunstnerens livsgerning, blevet dyrket med forkærlighed; det var dog ikke der, han direkte fik impulserne, heller ikke hos sine lærere i Paris: Henry Scheffer eller Eugène Delacroix, hos hvem han arbejdede en kort tid, og senere Thomas Couture (hvis grå farvetoner dog vel nok har påvirket Puvis de Chavannes’ farvesyn). Han uddannede sig delvis på egen hånd. Hos de primitive toskanere (vel særlig Domenico Ghirlandaio), i Pisas Camposanto-Fresker og lignende fandt han på sin studierejse i Italien den naive enfold og den fine harmoni i figurernes sammenstilling, som for ham var grundpillerne i den store dekorative kunst. Kun med besvær (han refuseredes ni gange) fik han indpas på salonen. Det dekorative Hjem fra Jagten (1859, Mus. i Marseille), debutarbejdet, gik ret upåagtet hen. Med de store Krig og Fred (1861) har vi allerede Puvis de Chavannes’ stil klar og målbevidst. Disse to danner med Arbejde og Hvile (1863), Ave Picardia (1865) og et af Puvis de Chavannes’ allerskønneste og ædleste værker, Ludus pro patria (1880) udsmykningen af Amiens-Museets vestibule. Puvis de Chavannes’ kunst giver her som næsten altid væsentlig idylliske og heroiske emner, ingen stærk dramatisk handling, lidet sammenspil mellem figurerne, som står der mere i kraft af linjeharmoniske love: tyste og enkle, ophøjede og typiske; bag hver skikkelse ligger der vel et betydeligt naturstudium, men lag på lag af den ydre virkelighed er skrællet af skikkelsen, der forenklet er løftet op i en ideal sfære; som Puvis de Chavannes selv siger om sin kunst: den skal resumer, reduire les choses à leur plus simple expression. Selv tegningens korrekthed må til tider vige for hensynet til Stilen, det dekorative linjespil understreges gennem figurernes skarpt tegnede konturer. Farven er asketisk, kølig, sølvgrå i monotone dæmpede harmonier (hvad den efterhånden blev mere og mere i Puvis de Chavannes’ kunst, spottere kalder ham derfor peintre de carême); den lægger sig harmonisk om figurerne og de skønne monumentale landskaber og bidrager sammen med linjedragene (med de udpræget lodrette linjer) til den højtidelige dekorative virkning; med den vibrerende grå tone bringer han friluftsmaleriets syn ind i vægmaleriet. Det er en stor mængde monumentalværker, Puvis de Chavannes har udført (ikke som fresko, men med olie på lærred) for eksempel Massilia (1869), med flere forholdsvis få staffelibilleder, men af høj malerisk værd i deres monumentalitet og fine sammensætning af figur og landskab, f.eks. Håbet (1872, Luxembourg Mus.), Le doux pays (1880), Fattig Fisker , Drømme (1883, Louvre); på den internationale kunstudstilling i København 1897 sås Medlidenhed (1887) og Kvinde ved Toilettet; på kunstmuseets udstilling i København 1914 Aarvaagenheden; i Helsingfors’ Mus. Kvindestudie. Museet i Lyon ejer en stor mængde af Puvis de Chavannes’ kartoner til hans vægmalerier. Puvis de Chavannes’ betydning for moderne kunst har været overordentlig vidtrækkende. Selv sluttede han sig med iver til den unge kunsts bestræbelser (for hvem også hans let arkaiserende, stiliserende kunst ofte var ledestjernen), han udstillede på det uakademiske Champs de Mars, var ærespræsident for Société Nationale des Beaux-Arts.