Hvem daterede Marlene Dietrich?

Marlene Dietrich (født 27. december 1901, død 6. maj 1992) var en tysk-amerikansk skuespiller og sanger. Hun blev nomineret til en Oscar for sin rolle i Marokko.

Under opvæksten fik Dietrich musikundervisning. Hun begyndte at studere violin ved musikhøjskolen i Weimar i 1918, men afbrød studiet efter et år på grund af en skade. I 1921 blev hun elev ved Max Reinhardts berømte teaterskole i Berlin og debuterede på film året efter. Hun blev gift med Rudolf Sieber i 1924 og fik en datter Maria, senere Maria Riva.

Hun fik sit gennembrud i Tyskland inden 2. verdenskrig i filmen Den blå engel af Josef Von Sternberg hvor hun spillede en prostitueret der hed Lola. Hun blev hurtigt en femme fatale og spillede andre roller i tyske film, inden hun tog afstand fra Hitler og flyttede til USA, hvor hun hurtigt blev en stor Hollywoodskuespillerinde og sangerinde. Hun indspillede en engelsksproget version af den tyske sang "Lili Marleen" i 1945. Det blev en af de mest populære versioner, da mange hjemvendte allierede soldater havde hørt sangen på tysk, mens de var udstationeret i Nordafrika under 2. verdenskrig. Marlene Dietrich spillede i mange film, den sidste film var "Schöner Gigolo" i 1978 med David Bowie. Hun havde bevaret sin tyske accent, når hun talte engelsk eller fransk; hun levede mange af sine senere år i Paris. Efter eget ønske blev Marlene Dietrich begravet ved familiegravstedet i Berlin-Schöneberg.

Hun var veninde med Edith Piaf, Maurice Chevalier, Josephine Baker, Bette Davis og mange andre sangere og skuespillere.

Filmmuseum Berlin på Potsdamer Platz har overtaget Marlene Dietrichs store privatsamling, der omhandler hendes liv og karriere, og der er løbende udstillinger på museet i relation hertil.

Jean Gabin Alexis Moncorgé (born Jean-Alexis Moncorgé), known as Jean Gabin (French: [ʒɑ̃ gabɛ̃]; 17 May 1904 – 15 November 1976), was a French actor and singer. Considered a key figure in French cinema, he starred in several classic films, including Pépé le Moko (1937), La grande illusion (1937), Le Quai des brumes (1938), La bête humaine (1938), Le jour se lève (1939), and Le plaisir (1952). During his career, he twice won the Silver Bear for Best Actor from the Berlin International Film Festival and the Volpi Cup for Best Actor from the Venice Film Festival, respectively. Gabin was made a member of the Légion d'honneur in recognition of the important role he played in French cinema.

John Wayne, kunstnernavn for Marion Michael Morrison (født Marion Michael Morrison; 26. maj 1907, død 11. juni 1979) var en amerikansk film skuespiller, -instruktør og -producer.

I første halvdel af 1920'erne arbejdede Wayne som bi-rolle skuespiller på forskellige stumfilmswesterns. Her mødte han selveste Wyatt Earp, legenden fra Amerikas Vilde Vesten.

Hans gennembrudsfilm var Diligencen fra 1939, instrueret af John Ford, som han siden var knyttet til som dennes foretrukne stjerne. Således havde Wayne hos Ford hovedroller i bl.a. Kavaleriets gule bånd (1949), Den tavse mand (1952), Forfølgeren (1956), Manden der skød Liberty Valence (1962, i samspil med James Stewart) og Fire tapre sønner (1965, i samspil med Dean Martin).

John Wayne var indbegrebet af westerngenren, hvor han også havde sin styrke som en perfekt type til de roller. Han blev også meget brugt af Howard Hawks, bl.a. i Rio Bravo fra 1959, her i samspil med Dean Martin og sangeren Ricky Nelson, og El Dorado fra 1966, her i samspil med Robert Mitchum og en meget ung James Caan. Waynes store drøm var i mange år at filmatisere kampen om Alamo, en drøm som gik i opfyldelse i 1960 i Alamo med ham selv som instruktør og producer og skuespiller. Han havde en lille rolle i filmen Den længste dag, som var den film som indeholdt flest kendte skuespillere på den tid (1969), bl.a. Richard Burton, Robert Mitchum og Trevor Howard.

Wayne var stærkt højreorienteret i sine holdninger og fik kritik bl.a. for sin deltagelse i senator Joseph McCarthys jagt på de venstreorienterede i 1950'erne, og da modstanden mod Vietnamkrigen var på sin højeste, instruerede han i 1968 De grønne baretter med sig selv i hovedrollen. Den forsvarede krigen og fremkaldte derfor voldsomme demonstrationer de steder, den fik premiere.

Til gengæld modtog han sin første Oscar i 1970 for rollen som en fordrukken bulderbasse af en sherif i De frygtløse (engelsk True Grit) fra 1969, en rolle der fik en sequel i Sheriffen og pebermøen (Rooster Cogburn (...and the Lady)) fra 1975, hvor han spillede sammen med Katharine Hepburn. John Wayne blev yderligere belønnet med en æres-Oscar i 1979, inden mavekræft tog livet af ham.

Yul Brynner (nacido como Yuliy Borisovich Briner; Vladivostok, 11 de julio de 1920-Nueva York, 10 de octubre de 1985) fue un actor ruso, reconocido por su distintiva presencia escénica y su icónica cabeza rapada. Ganador del premio Óscar al mejor actor por su interpretación del rey de Siam en El rey y yo (1956), Brynner se destacó en roles memorables como Ramsés II en Los diez mandamientos (1956), Chris Adams en Los siete magníficos (1960) y el pistolero robótico en Westworld (1973). Su carrera abarcó teatro, cine y televisión, siendo especialmente célebre por interpretar más de 4600 veces el papel protagonista en la obra musical El rey y yo en Broadway y giras internacionales. Además de su talento actoral, Brynner fue un activista contra el tabaquismo tras ser diagnosticado con cáncer de pulmón, enfermedad que finalmente causó su muerte a los 65 años, dejando un legado perdurable en la cultura popular.

John Fitzgerald Kennedy (født 29. maj 1917 i Brookline, Massachusetts, død 22. november 1963 i Dallas, Texas), ofte blot omtalt som JFK eller "Jack Kennedy", var fra 1961 til 1963 USA's 35. præsident. John F P.. Kennedy var søn af forretningsmanden og politikeren Joseph P. Kennedy, Sr. Kennedy havde en ældre bror, Joseph Jr. og syv yngre søskende: Rosemary, Kathleen ("Kick"), Eunice, Patricia, Robert ("Bobby"), Jean og Edward M. Kennedy.

Kennedy blev valgt til den amerikanske Kongres (Repræsentanternes Hus) i 1946, samme år som Richard Nixon og sad i Repræsentanternes Hus i perioden frem til 1953. I 1952 blev han valgt til Senatet. I 1954 forsøgte Kennedy uden held at blive opstillet som vicepræsident, men han tabte en kampafstemning på det demokratiske konvent til senator Estes Kafauver fra Tennessee. Kennedy blev genvalgt til Senatet i 1958, og i 1960 blev han opstillet som demokraternes præsidentkandidat.

Ved det amerikanske præsidentvalg i 1960 vandt han over Eisenhowers vicepræsident Richard Nixon, i en meget tæt valgkamp, hvor Kennedy opnåede 49,7 % af stemmerne mod Nixons 49,5%. Grundet det amerikanske valgsystem opnåede Kennedy imidlertid 303 valgmænd mod Nixons 219, og Kennedy kunne således blive valgt som præsident, selvom 14 demokratiske valgmænd nægtede at støtte Kennedy på grund af hans støtte til Borgerrettighedsbevægelsen. Kennedy var den hidtil yngste, der var blevet valgt til præsident (om end Theodore Roosevelt var nogle måneder yngre, da han blev præsident ved William McKinleys død), og han var den første romersk-katolske præsident.

John F. Kennedy blev valgt på et program om fornyelse i amerikansk politik. Kennedy blev præsident under Den kolde krig, og hans embedsperiode var præget af en række internationale konflikter og konfrontationer, herunder Cubakrisen og opførelsen af Berlinmuren. Kennedy gav ordre til invasionen i Svinebugten og intensiverede det amerikanske engagement i Vietnamkrigen. Han intensiverede desuden rumkapløbet ved offentligt at sætte det mål at sætte en mand på månen og få ham sikkert tilbage igen, inden tiåret var omme. Sideløbende med intensiveringen af USA's krigsindsats i Vietnam støttede Kennedy aktivt etableringen af Fredskorpset (The Peace Corps), en organisation, hvor unge mennesker gennem arbejde i udlandet kan yde bistand til udviklingslande.

I sin stab havde Kennedy en skribent med danske aner Ted Sorensen, der lagde pen til mange af Kennedys nu berømte taler.

Blandt andet Kennedys modstand mod de amerikanske sydstaters raceadskillelsespolitik og på visse områder liberale politik medførte stærk modstand mod Kennedy i dele af den amerikanske befolkning.

John F. Kennedy blev også kendt for sin tale "Ich bin ein Berliner" fra 1963. Efter attentatet på Kennedy blev vicepræsident Lyndon B. Johnson taget i ed som den 36. præsident.

Kennedy fremstod i medierne som ungdommelig, solbrændt og udgjorde sammen med sin kone "det perfekte par". I virkeligheden var han alvorligt syg af Addisons sygdom og led efter en kollision under Stillehavskrigen af alvorlige rygproblemer, som var meget smertefulde.

Wilhelm Michel, genannt Willy Michel (geboren 1901; gestorben Juni 1988) war ein deutscher Bäcker, Kommunalpolitiker in Hannover, Wehrwirtschaftsführer für Niedersachsen sowie Liebessubjekt der Schauspielerin Marlene Dietrich. Die Anfang des 21. Jahrhunderts aufgefundenen Liebesbriefe der Dietrich an Wilhelm Michel gelten als „die frühesten bislang bekannten Dokumente des Weltstars.“

Erich Maria Remarque (født Erich Paul Remark 22. juni 1898 i Osnabrück, Tyskland, død 25. september 1970) var en tysk forfatter, som opnåede international berømmelse. Hans hovedværk er den delvist selvbiografiske roman Intet nyt fra vestfronten (Im Westen nichts Neues) fra 1928, der beskriver krigens gru set fra en 19-årig soldats synsvinkel. Han skrev flere bøger om forholdene under og efter krig, altid ud fra et pacifistisk synspunkt. Intet nyt fra Vestfronten og flere af hans andre bøger blev internationale bestsellere.

I 1916, da Remarque var 18 år gammel, blev han indkaldt til tjeneste i den tyske hær. 1. verdenskrig rasede og i juni 1917 blev Remarque udstationeret på vestfronten i Frankrig. Her gjorde han tjeneste i infanteriet indtil han den 31. juli 1917, blev såret af granatsplinter i venstre ben, højre arm og halsen. Han blev sendt til et hospital i Tyskland, hvor han kom sig. Han blev ikke sendt tilbage i kamptjeneste, men forblev i hæren til krigens afslutning den 11. november 1918.

Intet nyt fra Vestfronten blev skrevet på få måneder i 1927, men blev først udgivet i november og december 1928 i den tyske avis Vossische Zeitung og som bog i januar 1929, da Remarque ikke kunne finde forlag, der ville udgive den før. Bogen blev næsten øjeblikkeligt en international bestseller og oversat til mange sprog. En fransk anmelder, som selv havde været soldat under krigen, skrev: "En røst har talt for alle – uanset nationalitet..."

I 1933 da Adolf Hitler og nazisterne kom til magten, blev Remarques bøger sat på listen over "forbudte" bøger. Mange af Remarques værker endte på nazisternes bogbål. Grunden var at flere af Remarques bøger, ikke mindst Intet nyt fra Vestfronten, indeholder kritik og fordømmelse af krig som meningsløs og altødelæggende. Nazister spredte falsk propaganda om, at Remarque skulle være af fransk jødisk oprindelse, og at hans rigtige efternavn var Kramer (hans efternavn stavet bagfra). Der findes stadig biografier, som fastholder, at Kramer var Remarques oprindelige navn.

Den nazistiske propaganda sagde desuden, at Remarque aldrig havde gjort aktiv soldatertjeneste under 1. verdenskrig – trods beviser for det.

Pga. nazisterne følte Remarque sig ikke længere hjemme i Tyskland og flyttede i 1931 til Schweiz sammen med sin kone. Da 2. verdenskrig brød ud emigrerede han til USA, hvor han i 1947 blev amerikansk statsborger. I 1948 flyttede han tilbage til Schweiz med sin nye hustru, den tidligere Hollywood-stjerne Paulette Goddard. De levede sammen i Schweiz til hans død i 1970.

Elfriede Scholz – Remarques søster blev i Tyskland efter at Remarque havde forladt landet for stedse. Hun blev arresteret af nazisterne i 1943 og sigtet for "undergravelse af moralen", idet hun skulle have sagt at krigen var tabt. Den egentlige grund var nok, at hun var Remarques søster. Remarque var undsluppet nazisterne, og hans søster måtte lide straffen som var tiltænkt ham. Elfriede Scholz blev henrettet ved halshugning den 16. december 1943.